DET FARVELAGTE ANSIGT

I foråret 1972 var jeg i gang med mit andet år som
bygningsmalerlærling.

Jeg var i lære hos malerfirmaet Erik Stærmose, som på det
tidspunkt havde en afdeling i Munkebo, hvor jeg boede. Firmaet havde værksted i
Munkebo gamle forsamlingshus og jeg var af Mester, sat til at male hele
bygningen udvendigt. Jeg var i den periode ude i en krise og overvejede alvorligt
om malerfaget skulle have en fremtid med mig.

Jeg var ikke klar over at en skelsættende begivenhed i
forbindelse med dette malerarbejde, skulle forvandle mit forhold til mit fag og
give mig en succesfyldt, farverig, anstrengende og udsmykningspræget karriere.

En tilfældig dag, mens jeg var i gang med at male hvidt og
gråt på facaden af Forsamlingshuset, får jeg en pludselig indskydelse om at
male kulører på den kvindelige ansigtsmaske der er over indgangsdøren ud mod
gaden. Jeg giver ansigtet rødt hår, huden får en gullig farve, diademet bliver
malet blåt og jeg maler øjnene og munden på ansigtet op. Malermester er på et
tidspunkt ude for at se hvad det er for noget pjat jeg er i gang med, men bliver
selv begejstret og anbefaler at jeg giver soklen på figuren en mere koksgrå
farve.

Mens jeg er ved at færdiggøre dette beskedne farveeventyr,
kommer min gamle højt respekterede skolelærer fra Troelskærskolen i Munkebo –
Finn Bjørnholt – kørende forbi. Han bremser bilen med hvinende dæk og springer energisk
og glædestrålende ud af bilen mens han råber:

Nu er jeg kørt forbi det hus i årtier og jeg har aldrig
set at der var et ansigt på den facade! – Det er fantastisk det du har gjort
Neller! – Bliv ved med det ! – Det er sådan noget der kan give dig en
livsbekræftende fremtid!
– sluttede han begejstret, og kørte videre.

Jeg blev mildest talt forbavset og meget glad, men næsten
alle der kom forbi forsamlingshuset, havde noget positivt at sige om mit lille
farveeksperiment.

Den oplevelse vendte selvsamme eftermiddag hele min
grundlæggende holdning til mit håndværk og dets muligheder. Jeg besluttede den
dag at blive i malerbranchen, men fra nu af
med en farverig og dekorativ indstilling til alt hvad jeg kom i nærheden
af der kunne males.

Fra ved næsten at være sprunget af lære i foråret 1972, så
gik jeg herefter ”til makronerne” og bestod i marts 1973, malerfagets
svendeprøve med ros. I 1975 afsluttede jeg Malerfagets toårige videregående uddannelse
som Diplommaler med højeste karakterer.

I de 40 år der er gået siden den livsforandrende dag med
malingen af ansigtet på Munkebo gamle Forsamlingshus, så har jeg tilstræbt og
kæmpet for at tilføre mit liv og malerfaget masser af farver og dekorativ
udsmykning.

Jeg fik en kunstnerisk karriere og udstillede bl.a. på
toldboden i Kerteminde, på filosofgangen i Odense og på Charlottenborg i
København. I 1978 blev jeg hotelmaler på et af Norges mest berømte
højfjeldshoteller – Skeikampen, hvor jeg igennem 3 år farvelagde og dekorerede hotellet
fra A til Z. 1981 var jeg i en sæson teatermaler, og i årene 82/83 malede jeg
som illusionist og var engageret som filmproducer.

Siden 1984 har jeg været ansat på Svendborg Malerskole, hvor
jeg har været den ledende aktør i at få de dekorative maleteknikker tilbage til
det Danske malerfag. Det må siges at være lykkedes, idet jeg i 2008 afsluttede 20
års intenst udviklingsarbejde med markedsføringen og lanceringen af Malerfagets
tredimensionelle overbygningsuddannelse: Dekorationsmaleren.

Når jeg så i dag bliver kaldt til Munkebo for at genopfriske
ansigtsmaskens farver på det nymalede Forsamlingshus, så er det med glæde og
stolthed at jeg ser tilbage på et begivenhedsrigt og fuldbyrdet arbejdsliv. Et
liv der tog en radikal ny retning da jeg valgte at lade de dekorative farver
blive mit primære ”våben”, og bevidst lod dem tale deres livsbekræftende sprog.

Bjørnholts begejstring, da han så det farvelagte ansigt, viste
mig ægte engagement – og han lærte mig ved den lejlighed hvilket stærkt opløftende
virkemiddel jeg havde som maler, når jeg turde bruge farverne kreativt.

Begejstringen for mit fag og dets muligheder har aldrig
forladt mig siden, og jeg glædes altid ved mit arbejde som malerfaglærer når
jeg ser samme begejstring blive tændt i en elevs øjne!